DOSSIER NR 31, JULI – AUGUST 2022

Som midterbarn i en søskendeflok på ni var tålmodighed en nødvendig dyd. Tom Buhl måtte være tålmodig, når maden blev sendt rundt ved middagsbordet, og han måtte tålmodigt vente, når de små skulle have sko på, før alle kunne komme ud ad døren. Evnen til at vente – længe – på små fremskridt uden brok og uden at give op er en afgørende egenskab i det, der i dag er Tom Buhls faste arbejde: at træne og tæmme vilde ungheste.

Tekst: Annelise Eskesen, journalist

Daisy var hans første hest. Tom Buhl var kun ti år, da han red lange ture alene på den rødbrune trakehner på den jyske hede. Han kom først hjem, lige inden det blev mørkt, eller hvis han var virkelig sulten. Han kunne godt lide det forpligtende og ordløse fællesskab, de havde.
“Heste er utroligt følsomme dyr. De er så dygtige til at vise, hvordan de har det, og hvis man opfører sig ordentligt, viser de én grænseløs tillid. Man skal være til stede med krop og sjæl, ellers kan hesten mærke det,” siger Tom Buhl.

Hans arbejdsliv begyndte dog et helt andet sted. Oprindeligt er han uddannet maskinmester og blev i 2004 ansat hos A. P. Møller med kontor på en boreplatform i Nordsøen. Det var et job, hvor han var skiftevis to uger ude og tre uger hjemme hos sin kone, Hanne, og deres tre døtre, Tina, Sanne og Lene, i Hulkær. De bor stadig på Hannes fødegård, hvor der mildest talt er god plads, stalden har ti bokse, et ridehus er ved at blive opført, og naboen er en juletræsplantage. Lige så længe de har boet på gården, har der været heste, og de uger, hvor Tom Buhl var hjemme, blev mere og mere tilbragt med at tage sig af netop dem. Tom Buhl fandt ud af, at han var god til at få hestene til at gøre, som han ville, hvis bare han gav sig god tid og dem opmærksomhed. Han syntes, at han forstod hestene mentalt og dermed var i stand til at udforske deres potentiale, en evne, han i dag bruger til at gøre vilde ungheste til potentielt professionelle konkurrenceheste i spring og dressur.

Han fik lyst til at lære mere og har de seneste ti år været fem gange i Canada, hvor der langt oppe i bjergene i Britisk Colombia bor en legendarisk hestetræner ved navn Glenn Stewart, som, efter at Tom Buhl var blevet godkendt til at modtage undervisning af ham, lærte ham meget af det, han bruger hver dag. Først og fremmest en tilgang, Tom Buhl på dansk kalder: ‘ tænk, tal og tak’.

“Tænk. Jeg beder aldrig en hest om noget, inden jeg har tænkt det ordentligt igennem, for så skal jeg korrigere, og det forvirrer hesten. Tal. Ikke bogstaveligt talt, men jeg giver en opgave, som jeg ved, at hesten er i stand til at udføre. Dermed anskuer den mig som en fair leder, og næste gang jeg beder om noget, er der større sandsynlighed for, at den vil eksekvere prompte. I det splitsekund jeg ser, at hesten forstår det, jeg beder den om – det kan bare være, at den læner sig ud over venstre forben og dermed forstår, at den skal den vej rundt – holder jeg op med at bede om det. Og så takker jeg. Det gør jeg ved at sænke skuldrene og se fuldstændig afslappet ud. Hver gang jeg beder en hest om noget, vil den gerne levere, for den ved, at lige så snart den har eksekveret, fjerner jeg presset, sænker skuldrene, og det opfatter hesten som en enorm belønning. Allerede under første eller anden træningssession kan man se, at det bliver et narko for hesten at gøre det, jeg beder om.”

Den canadiske hestetræner sagde kun tingene én gang. En facon, der først virkede lidt bombastisk på den sønderjyske elev, men som han med tiden forstod var en oplagt kommunikationsform, fordi det også er sådan, man bør kommunikere med heste: kort og kontant. På Glenn Stewarts rideskole fik Tom Buhl om mandagen fem uvorne heste, og fredag skulle han levere dem tilbage i en tilstand, så hans bedstemor ville kunne ride dem hjem. Det skærpede ham.

I de treugersperioder, han var hjemme fra sit offshore-job, var det derfor en smal sag at nå at træne et par heste. Slag i slag gik det, og for to år siden sagde Tom Buhl sit maskinmesterjob op for på fuldtid at hellige sig sin nye karriere, der også passer godt med, hvor han er i livet. Han har, som han selv siger, været nok væk. “Jeg var ikke så meget hjemme, da mine børn var små, så nu vil jeg i hvert fald gerne være hjemme, nu hvor børnebørnene kommer,” siger han.

Siden han tog den beslutning, har der permanent stået 4-5 ungheste i den store, røde stald. Tom Buhl kalder dem alle sammen for Mulle. Betegnelsen hestehvisker er ikke lige ham, og berider vil han ikke være bekendt at kalde sig, da han ikke har taget uddannelsen. Beridere er typisk også dem, der uddanner heste til at blive professionelle konkurrenceheste, hvorimod Tom Buhl gør dem, hvad han kalder skoleparate, når han får dem fra stutterierne.

“Jeg modtager en spejderdreng, og så har jeg en-to nogle gange tre uger til at lave en jægersoldat ud af ham. Den fysiske kondition kan være lige god i starten og slutningen, det er den mentale kondition, jeg arbejder med. Når jeg er færdig med en unghest, skal den være så mentalt stærk, at den fremad i dens videre udvikling bliver bedre til at tænke over, hvad den ser, i stedet for at slå over i dens naturlige instinkt, som er flugt,” siger Tom Buhl.

Nede i boks fem står Mulle, en dansk varmblodshest. Når en unghest ankommer til Sønderjylland og stiger ud af hestetraileren, holder den hovedet højt, holder øje med alt og har svært ved at stå stille. Det er et tegn på, at den er utryg og ikke har overblik, hvilket er Tom Buhls første opgave at ændre på. Allerførste lektion går ud på, at hest og træner skal lære hinanden at kende. Tom Buhl tager hesten med over på en ridebane, og så står de der og fornemmer hinanden. Hesten kan bevæge sig, hvis den vil, men Tom Buhl beder den ikke om noget. Han har ingen forventninger om resultater, han har ikke travlt. Han står heller ikke og stirrer på den, han lader den bare bevæge sig rundt, mens han selv står stille. Lige så langsomt bliver Mulle også mere stillestående. Som Tom Buhl forklarer skuer heste i flok altid efter den i flokken, der bevæger sig mindst, for det er typisk den klogeste, og hvis du skal overleve, er det godt at vide, hvem chefen er. ” Og det er mig,” siger Tom Buhl.

“Det værste, du kan gøre som menneske, er at vandre rundt og bevæge dig hele tiden, så finder en hest ikke tillid til dig. Du skal fra starten udvise godt lederskab, stå stille og lade hesten finde roen i sig selv. Stille og roligt kigger hesten mere og mere på mig end rundt. Den lærer, at den kan stole på mig, og at den skal lytte til mig. Den begynder at sænke hovedet, og når den viser lidt mere fokus, er det et adgangstegn til, at jeg kan begynde at røre hesten stille og roligt for at se, om der er steder, hvor den spænder op. Når jeg er færdig med det, er der måske gået en halv time, og så har vi allerede opbygget en gensidig respekt og tillid, som er fundamentet for det videre arbejde.”

Mulle er bange for at blive berørt hen ad flankerne, og det er ikke optimalt, da det er her, underben og hæl på en rytter hviler i rideposition. Derfor er det en del af træningen at blødgøre Mulle på siderne, blandt andet ved at få den til at krumme sig meget rundt, så den går i en cirkel omkring dens træner, helt tæt på ham og dermed masserer sig selv på siderne. Når den har gået en kvart cirkel efter Tom Buhls ordløse anvisninger, fjerner han presset og lader den, alene ved at sænke skuldrene og stå afslappet, vide, at: ” Mulle, det er top dollar.” Efter en sådan seance, hvor hesten ikke har svedt det mindste, er den så mentalt træt, når den kommer ind i boksen, at den lægger sig ned som det første. Som når vi andre har været på kursus en hel dag og er mættet af informationer.

Tom Buhl lægger mærke til det meste. Spænder hesten i øjne, ører eller underlæbe, er det tegn på, at den er stresset eller angst, og så skal man trække sig. Bliver man ved med at kræve noget af en hest i den tilstand, risikerer man, at den slår med hovedet og sparker. Gør du det rigtigt, bliver du aldrig smidt af, siger Tom Buhl.

Selv er han blevet smidt af og har fået sand i munden, det er en del af jobbet. Og der findes også heste, som Tom Buhl ikke kan tæmme.

“Jeg fik engang en hest, der havde et skidt sind. Den var ikke bare ung og umoden, den var ondsindet og introvert og ville aldrig komme til at give en rytter en god oplevelse, så jeg sagde til ejeren, at jeg ikke syntes, vi skulle bruge tid på den. Jeg har det ikke sådan, at jeg skal bevise noget. Jeg vil ikke tage en hvilken som helst hest ind bare for at vise, at jeg også kan tæmme den. Det drejer sig om at sende en hest godt videre, så den får et fantastisk liv og kan få mest muligt ud af sit potentiale.”

Set fra hestens perspektiv, er dens evne til at overleve grundfæstet i dens mulighed for at finde ro og fred. Oplever hesten vanskeligheder ved at finde ro og fred, kan dette komme til udtryk på flere områder.

Dels ser vi alt fra ængstelig opførsel og videre til direkte aggression. Det er min klare opfattelse, baseret på de mange heste jeg har startet, at langt de fleste af førnævnte problemer, tager udgangspunkt i angst, som er frembragt af manglen på ro og fred. Ro og fred skal forstås som læringsmiljøet vi sætter unghesten i når, vi ønsker at eksponere den for alt det nye vedrørende ridningens kunst, ikke det miljø den befinder sig i andet steds.

De ungheste som kommer her, omtales af kunderne som alt fra, ”meget søde og let omgængelig” til ”urolige og direkte farlige”. Det viser sig sjovt nok, at når de først har lært nænsomhed, oprigtighed og ufravigelighed, så begynder tilliden og roen at falde ned over dem. Hvilket man med tydelighed kunne måle med en tommestok, hvis det var ønsket, for hals og dermed også hovedet sænkes gradvist i takt med at tilliden tager over.

Vi kunne sætte det op på følgende måde, hestens medfødte evne til at ”observere” og dernæst ”eksekvere” (se og løbe) kunne vi betragte som to punkter på et papir. Hos nogle heste er disse ”to punkter” helt tæt forbundet, hos andre heste kan vi se en lille afstand/tid mellem disse to punkter. Denne afstand/tid bliver af os observeret og senere benyttet til at beskrive hestens opførsel med alt fra ”rolig hest” til meget ”urolig hest”. Når det som i virkelighed sker er, at hestens evne til at ”tænke” på det observerede inden den eksekverer ikke finder sted. Derfor er min tilgang til ungheste rodfæstet i vores pligt til at gøre vores ypperste for, at kile en ny læring ind mellem de to medfødte evner som vi kalder at ”evaluere”. Således vi kan hjælpe heste til forlænge tiden mellem ”at se” og dernæst ”at løbe”.  Denne nye læring giver nu hesten mulighed for at tænke sig om, inden den trækker sig/løber væk. Unghesten har nu som noget af det første lært af os, at ”OBSERVERE”, ”EVALUERE” for til sidst at ”EKSEKVERE”. Således vi nu står med en unghest som holder fokus på os i dette nye læringsmiljø, ligeledes observerer den det vi med tydelighed giver den tegn til at gøre, dernæst evaluerer den og eksekvere korrekt, alt sammen til stor glæde for os og hesten selv. For når vi får det vi beder unghesten om, har vi meget lettere ved at udvise ro samt overblik, hvilket med al tydelighed kan ses i de mange problemer folk har med trailerlæsning, hvor alt det modsatte ofte finder sted.

Når vi har lært unghesten at tænke sig om inden den agerer, ser vi en anden hest end den vi startede ud med. Hovedet er sænket, øjnene er mindre, musklerne er afslappede, halen er i ro og det er for mig, det absolutte vigtigste, den har nu evnen til at kigge og dernæst blinke hver gang jeg viser den noget nyt. En urolig hest, en hest i flugttilstand udviser ingen af de førnævnte kropstegn før den har fundet ro. Så det at have ro i krop og sjæl, således den kan blinke, er et fantastisk tegn til os om dens velbefindende samt evnen til læring. En hest i ro udviser ligeledes lyst og glæde ved selve opstarten, og gennem træningen ses tovet imellem os og hesten mere og mere slapt.

Hesten fysiske kondition er som hovedregel god nok til at gennemføre en opstart men vil typisk blive forbedret en smule over de dage som opstarten tager. Hvorimod dens mentale kondition (modighed) og dens emotionelle kondition (følelser, glæde mm.) er langt bagefter og har behov for et gevaldigt løft. Derfor bruges de efterfølgende dage på at løfte disse to manglende evner, således hesten ikke er ængstelig for at ride rundt med os på ryggen og kan/vil gøre det for løse tøjler i alle gangarter.

Alt dette er ikke let men derimod super skønt når man ser hvor stor en glæde og forståelse hesten udviser, når vi gør det korrekt. Det tager lang tid at få det lært og man bliver aldrig dygtig nok, men alligevel er det ikke for sent at komme i gang.

Mvh
Tom Buhl